TOST – a new self-diagnostic test for biceps femoris muscle strains.

Baggrunden for at diagnosticere haseskader.

Haseskader er blandt de mest almindelige skader hos både amatører og i professionelle sport, og tegner sig for op til 29% af alle skader (Ahmad et al., 2013). Efterfølgende re-skader er rapporteret så højt som 34% (Orchard & Seward, 2002), hvilket udgør en udfordring for trænere og fysioterapeuter.

Et utal af undersøgelses test er blevet foreslået til at vurdere hase skadens omfang. Hver test med varierende grader af klinisk og statistisk signifikans (Reiman, Loudon, & Goode, 2013).

 

En ny selv-diagnosticerings model (TOST)

Zeren & Öztekin (2006) har foreslået en ny, let at udføre, selv-diagnostisk test til konkret vurdering af skade ved den ene hasesmuskel – Biceps femoris (BF). Denne test, kaldet “taking off the shoe” test (TOST) hypotese at klassificere en pålidelig vurdering for grad I og II BF-skader.Skærmbillede 2016-03-13 kl. 14.48.00

Virker testen?

Zeren & Öztekin (2006) udførte testen på 146 professionelle mandlige fodboldspillere der var diagnosticerede gennem ultralydscanning til at have en enten grad I og II skader på BF.

TOST blev derefter sammenlignet med aktiv bevægelse (AROM), passiv bevægelse (PROM) og isometrisk muskel test på baggrund af Starkey og Ryans (2002) protokol.

A00408F01RAlle resultaterne blev sammenlignet med det ikke-skade ben og ultralydsundersøgelse.

Under forsøget havde 140 patienter en positiv TOST på mellem 0 og 14 dage efter skaden på den ramte side.

På det ikke-skade ben var TOST-testen negative og der var ingen ultralyds-positive resultater.

Så på overfladen kan TOST have en klinisk effekt til at vurdere en klinisk grad 1 og 2 BF skades. Dog skal en række faktorer overvejes, når fortolkning af resultaterne. Det vil vi komme ind på nu.

Brugen af ultralyd
Ultralyd blev af Zeren & Öztekin (2006) brugt som referencestandard, men sammenlignet med andre scanningsformer er Magnetic Resonance Imaging (MRI) er mere følsomme i fastlæggelsen muskelvæv heling efter skade. Ultralyd er dog et langt mindre økonomisk og lettere gengængeligt til at vurdere skadens omfang (Schneider-Kolský, Hoving, Warren, & Connell, 2004).

Manglende blinding.

Personen der foretag ultralydscanningerne var blinded for studiet, men de var dem der udførte de kliniske test og introducerede TOST test ikke. Hvis disse personer også havde været blindet, kunne studiet have minimeret bias og dermed styrket værdien af testen.

Follow-up på TOST testen.

Styrken ved dette studie er deres brug af regelmæssige opfølgninger på effekten af TOST og den klinisk undersøgelse. Opfølgninger blev udført inden for de første 3 dage af skaden, 3 dage efter skades debut, 3-7 dage efter, og hver uge indtil den 6. uge. Der var dog imidlertid ingen omtale om hvilken præcis dag testene blev udført. Dette kan påvirke resultaterne i en ukendt grad.

Sample Size

Antallet af forsøgspersoner var forholdsvis stor, så var målgruppen snæver idet forsøget blev udført på mandlige professionelle fodboldspillere i alderen 17-33.

Testen var også kun begrænset til grad I eller II BF skader.

Begge disse aspekter bidrager fremme bias når vi generalisere resultaterne til andre populationer og sportsgrene.

Proceduren / beskrivelse af testen

Selvom om der er en fyldestgørende beskrivelse af TOST procedure såsom; ,deltagernes sko valg så kan den manglende blinding potentialt påvirke resultater og føre til falsk negative svar.
Der mangelende også en standardisering i form af vinklen på hofte og knæ med udøvelsen mest, hvilket potentielt kan have påvirke reproducerbarhed af testen. Nøjagtig måling af disse ved hjælp af et goniometer eller tilsvarende anordning kan have forbedret reproducerbarhed (Gajdosik & Bohannon, 1987).

Analyse af resultaterne.

På trods af en række metodiske fejl synes de statistiske resultater lovende (Zeren & Öztekin, 2006) for TOST.

Forfatterne rapporterede høj specificitet og sensibilitet (1 for hver), hvilket tyder på at en positiv TOST vil reagere på patologi og en negativ TOST vil udelukke patologi.

I en systematisk review fra 2013 (Reiman, Loudon, & Goode, 2013), blev TOST også fundet at have højere specificitet og følsomhed end andre tests såsom Puranen-Orava (0,82, 0,76), Bent-knæ Stretch (0,87, 0,84), Modificeret bøjet-knæ Stretch (0,91, 0,89) og et sammensat klinisk vurdering (0,03, 0,95).

Fordi forfatterne fandt ingen falsk negative eller falsk positive resultater, var beregning af Likelihood ratio er ikke muligt.

Ifølge Reiman, Loudon & Goode (2013), viste studiet af Zeren & Öztekin (2006) at have den laveste score på Quality Assessment of Diagnostic Accuracy Studies (QUADAS), hvilket tyder på at resultaterne af TOST skal være fortolkes med forsigtighed.

Conclusion

                      Although the findings of the study produced by Zeren & Oztekin (2006) appear statistically promising, the number of methodological flaws outlined threatens the validity of the TOST as an assessment tool for BF injury. Further research utilising a robust methodology and a more representative sample size is required before a clinical judgement can be made as to the TOST’s accuracy and subsequent usefulness as an assessment tool for clinical practice.

References

Ahmad, C. S., Redler, L. H., Ciccotti, M. G., Maffulini, N., Longo, U. G., & Bradley, J. (2013). Evaluation and management of hamstring injuries. American Journal of Sports Medicine, 41(12), 2933-2947.

Davidson, M. (2002). The interpretation of diagnostic tests: A primer for Physiotherapists. Australian Journal of Physiotherapy, 48, 227-233.

Gajdosik, R. L., & Bohannon, R. W. (1987). Clinical Measurement of Range of Motion: Review of Goniometry Emphasizing Reliability and Validity. Physical Therapy, 67(12), 1867-1872.

Herbert, R., Jamtvedt, G., Birger Hagen, K., & Mead, J. (2011). Practical Evidence Based Physiotherapy. (2nd ed.). Elsevier:Butterworth Heinemann.

Mueller-Wolfahrt, H. M., Haensel, L., Mithoefer, K., Ekstrand, J., English, B., McNally, S., Orchard, J., Niek van Dijk, C., Kerkhoffs, G. M., Schamasch, P., Blottner, D., Swaerd, L., Goedhart, E, & Uelbacker, P. (2013). Terminology and classification of muscle injuries in sport: the Munich consensus statement. British Journal of Sports Medicine, 47(6), 342-350.

Orchard, J., & Seward, H. (2002). Epidemiology of injuries in the Australian Football League, seasons 1997-2000. British Journal of Sports Medicine, 36(1), 39-44.

Reiman, M. P., Loudon, J. K., & Goode, A. P. (2013). Diagnostic Accuracy of Clinical Tests for Assessment of Hamstring Injury: A Systematic Review. Journal of Orthopaedic and Sports Physical Therapy, 43(4), 222-231.

Schneider-Kolsky, M. E., Hoving, J. L., Warren, P., & Connell, D. A. (2006). A Comparison Between Clinical Assessment and Magnetic Resonance Imaging of Acute Hamstring Injuries. American Journal of Sports Medicine, 34(6), 1008-1015.

Starkey, C., & Ryan, L. R. (2002). Evaluation of Orthopedic and Athletic Injuries. (2nd ed.). Philadelphia: F. A. Davis Company.

Sweeting, M. J., Sutton, A. J., & Lambert, P. C. (2006). What to add to nothing? Use and avoidance of continuity corrections in meta-analysis of sparse data. Statistics in Medicine, 15(23), 1351-1375.

Zeren, B., & Oztekin, H. H. (2006). A New Self-diagnostic Test for Biceps Femoris Muscle Strains. Clinical Journal of Sports Medicine, 16(2), 166-169.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s